The one with the suicide attempt

De fleste her i verden er ikke venner med mandage – og med god grund. Det er hårdt at vågne – hårdt at tage på arbejde – hårdt at arbejde – hårdt at komme hjem og lave mad til familien. Mandage skal bare overstås hurtigst muligt.

Jeg har tænkt mig hver mandag at skrive en god historie, en pinlig historie en anekdote fra mit forvirrende liv – For at gøre jeres mandag bare 1 % bedre. Hvis i har nogle historier i vil dele, skriv en kommentar og så tager jeg dem med næste mandag. Hver pinlig, rørende, sjov, lorte historie tæller – We must stick together at mondays.

If monday had a reaction – this would be it

The one with the suicide

Okay. Jeg vil starte med at sige at historien ender godt.  Jeg er blevet indlagt på psykiatrisk klinik i Viborg fordi jeg prøvede at tage livet af mig selv i 2016, det ved de fleste nok ikke. Nok fordi at det ikke helt er sandt, men dog er det sket. 

Jeg var på talentholdet som tjener og stod en dag og pudsede et glas. Et glas af mærket Riedel som lavet nogle af de smukkeste og tyndeste vinglas. Jeg stod i min egen verden og pudsede og tænkte på en masse andet ligegyldige hverdagstanker. Lige pludseligt sagde det “Woups” og inde i min hånd sad halvdelen af Riedel glasset. Av. Jeg trak det ud og kunne godt se det ikke så helt godt ud, mens blodet piblede ud. Jeg gik ind til min lære og sagde at jeg nok skulle en tur på sygehuset. Han spurgte om han måtte se det og det kunne jeg forsikre ham om han ikke skulle, da man kunne se hvor mange lag fedt som min hånd åbenbart kun var lavet af. Til sidst fik han dog mig overtalt og vi blev enige om det var ret alvorligt og jeg skulle på sygehuset med det samme. 

Der er kommet en regel om at man skal ringe til sin læge før man skal på sygehuset hvis man ikke skal hentes af en ambulance. Så da jeg ikke mente ambulance var nødvendigt skulle lærerne lige have fat i min læge først – Alt imens jeg fik strenge ordre på at spise alt det callebaut chokolade jeg kunne fordi de var bange for jeg ville besvime. Jeg blev kørt afsted af en lære på Viborg sygehus hvor min mor og lillebror ville møde mig. 

Da jeg kommer derind bliver jeg mødt af nogle sygeplejersker der henviser mig til en briks og en anden person. Han præsentere sig og siger han kommer fra den psykiatriske afdeling her i Viborg og vi skulle have os en god snak. Jeg kiggede lidt undrende på ham men tænkte ikke videre over det. Jeg blev lappet sammen og så måtte vi se i fremtiden om der var nogle nerver eller sener som havde taget skade. 

Da jeg var færdig og ville til at gå ud kom manden og sagde jeg lige skulle med ham. Hmmm…. Vi satte os ind på et kontor med min mor og lillebror og så begyndte han ellers og snakke om selvmord. Jeg kiggede undrende på ham og sagde at det altså ikke var et selvmordsforsøg! Han fortsatte og fortsatte og mente det var bedst af indlægge mig. Jeg sagde “Nu er det nok!” og gik i vrede.. 

Jeg sidder og tænker tilbage på oplevelsen som virkelig tragikomisk men med en respekt for vores sundhedssystem. Jeg ville aldrig tage livet af mig selv, men det kunne de jo ikke vide. Hold op hvor er det fantastisk vi lever i et land, hvor der er hjælp med det samme til dem der har brug for det.

Mit håndled er okay igen og der var næsten ingen stor skade. Dog er der virkelig mange gæster når jeg er tjener der kigger på mit håndled og sender mig et fortrøstningsfuldt blik..