Kærlighedshistorien – part 3

That moment – When the best man realizes he forgot the rings 

Læs part 1 her: http://travelturtle.bloggersdelight.dk/2019/12/10/kaerlighedshistorien-part-1/

Læs part 2 her: http://travelturtle.bloggersdelight.dk/2019/12/18/kaerlighedshistorien-part-2/

Med familien under armen og kursen sat mod pengemaskinernes paradis, var vi klar til at til at flyve over atlanten – for at sige 2 fucking ord. 10 timer i skide position fordi manden foran skubbede stolen helt tilbage. En mindre krise da daddy havde været en halv time på flyet og allerede smidt sin pung væk 2 gange. Ja vi er nok ikke familien der er skabt til at rejse. Men vi landede med pungen i baglommen og med livløse ben som der nok aldrig rigtig ville komme liv i igen. Efter et par dage i Los Angeles var vi med snacks på bagsædet og GPS´en sat til The Silver State, Las Vegas, ready to rumble. Med en skovbrand i hælene som forsinkede os var vi i Las Vegas efter 7 timer og alle snacks fortæret. 

Dagen efter tog vi på the Marriage Bureau for at få vores papirer, så vi rent faktisk kunne blive gift. Jeg havde læst det kunne ville tage 5 minutter, min bare røv. Det tog 1,5 time fordi folk havde “Front in line pass” og når vi var ved at være der, hoppede folk lige foran os. Nedern, but that’s life. Jeg er ikke født med tålmodighed i kroppen, så det er egentligt utroligt – set i bakspejlet – at jeg ikke myrdede nogle forelsket par. Papirene vi havde lavet hjemmefra blev godkendte så nu manglede vi bare en præst. 

Vi havde et par dage inden vi skulle giftes, så min buttet albino krop kunne få noget farve.. Jeg kunne godt selv se, at jeg i en hvid kjole ville komme til at ligne et spøgelse. Dagene gik med at ligge i solen og suge så meget næring ud af den så muligt. Om jorden gik under fordi jeg havde suget for meget, var jeg fuldstændig ligeglad med. Mit ihærdige arbejde resulterede i at jeg nok blev mere hummer-rød end brun – But that’s life for a whitewalker. 

Dagen kom hvor vi skulle giftes, og jeg blev vågnet med morgenmad på sengen af min mommy.  En ordentlig amerikansk morgenmad, lækkert. Lækkert med diarre resten af dagen i en hvid tætsiddende kjole, thanks mom. Men hun var tilgivet da hun hev gaver frem, det er jo tradition at man skal have noget brugt, nyt og blåt. Det brugte var en halskæde og øreringe af min bedstemor og sød tanke og en tårer i venstre øjenkrog kunne man begynde at ane. Indtil jeg åbnede den “blå” gave. Hun var gået i panik dagen før vi skulle afsted og i sin mangel på bedre, pakkede hun en blå rengøringshandske ind – Thanks again mom. 

Jeg er ikke en typisk pige og da jeg var mindre ville jeg hellere spille fodbold med drengene end at sidde og flette hår med pigerne. Det gjorde at jeg vidste at jeg ihvertfald ikke selv skulle sætte min tynde-kedelige-leverpostej-slasket-manke, eller tage make up i mit buttet-runde-livløse ansigt. Jeg havde hyret 2 kvinder som mente de kunne gøre underværker. Det tog 2 timer og et par tuber af noget hudfarvet creme, som jeg ikke aner hvad var. Der var flere situationer jeg tvivlede på om de overhovedet var make up artister, for det virkede som om de tegnede en sommerfugl midt i mit ansigt. Resultatet var dog en anden, da jeg endelig måtte se mig i spejlet. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes selv jeg ser ret godt ud. Men igen, der skulle ikke meget til, for det være en forbedring. 

Så var det tid til kjolen. Den kjole alle piger har ventet på at tage på, hele deres liv. Den vigtigste kjole i verden. Jeg havde den med hjemmefra for jeg gad ikke bruge min tid i USA på at lede efter “the one”. Kjolen var bar i ryggen og derfor var BH´er ikke en mulighed og derfor havde jeg jeg sådan en silikone stick on bra med – Girls you know what i mean. Men i 40 graders varme og med patsved rendende ned af maven, begyndte de at slippe huden mere og mere. Krise. Nå – No bra it is. Det skal ikke være nemt alt sammen og der skal være udfordringer på vejen, eller er det ikke sjovt? Har nogen aldrig nogensinde sagt. Jeg tog kjolen på som klistrede dejligt op ad den svedende prustende krop. Godt jeg ikke havde valgt en latex kjole. Kjolen var på og vi var klar til at tage afsted. Vi havde husket alt, havde vi ikke? 

Finally the wedding is here.

Travelturtle