Kærlighedshistorien – part 4 | Kærlighedshistorien

Can´t exceed your wedding budget… If you just don’t make one

Læs part 1 her: http://travelturtle.bloggersdelight.dk/wp-admin/post.php?post=591&action=edit

Læs part 2 her: http://travelturtle.bloggersdelight.dk/2019/12/18/kaerlighedshistorien-part-2/

Læs part 3 her: http://travelturtle.bloggersdelight.dk/2020/03/19/las-vegas-bryllu…g-wedding-part-1/

Med numsesved og patsved som aldrig før, var vi klar til at tage afsted. I elevatoren var der 2 flotte store fyre med tatoveringer der kiggede på mig og sagde “I could totally fuck her” lidt for ligefrem drenge, men vi er jo i Vegas. Jeg blev lidt glad, så lignede jeg da ikke en pose piss. Indtil de spurgte min mor om det var min søster. Stop lige der drenge.

Vejen hen til “the chapel” var 15 minutter men føltes som evigheder. Mine lår klistrede sig sammen i den tætsiddende kjole og med aircondition på 10 grader, var jeg også sikker på at vågne med lungebetændelse dagen derpå. Men vi nåede frem og så skulle vi bare finde det sted vi skulle hen – Som er lettere sagt end gjort når hotellet er gigantisk. Men vi fandt det og vi satte os tilrette til kapellet skulle være vores. Indtil.

Indtil det gik op for mig at vi havde glemt bryllup papirerne, som man skal have med for at blive gift. Med pat-bh-kaosset havde jeg glemt alt om de papirer og nu var der altså panik i mit indre og endnu mere patsved. Nu når jeg tænker tilbage er det egentligt utroligt at min makeup stadig sad perfekt som det eneste. Mandens lillebror og bestman tænkte hurtigt og begyndte at løbe. Løbe mod bilen for at køre hen og hente de pairer. Imens snakkede jeg med præsten som under ingen omstændigheder ville vie os. Efter et par gode snakke, lange flirtende blikke, eller. Hvem prøver jeg at narre? Han var fuldstændig kold. Fyren der snart skulle være min ægtemand, stak ham 200 $ og pludselig var alt fint. Vi skyndte os at ringe til the best man og sige han skulle vende om. Han sad i en kæmpe kø og ville prøve på at nå brylluppet. Nå brylluppet? Ja. Det var også ham der havde ringene. Panik igen men der var jo ikke noget at gøre, andet end at håbe.

Vi kom op i kapellet og prøvede at trække tiden ud så lang tid vi kunne. Jeg har aldrig tisset så langsomt som jeg gjorde den dag. Alt foregik i slowmotion, indtil præsten sagde at nu skulle vi altså i gang. Uden the best man. Jeg tog min fars hånd i et svedigt greb og begyndte at gå. Indtil fars mobil begyndte at sige mærkelige lyde. Han havde glemt og slukke den og da det tidspunkt han fulgte mig op, var der selvfølgelig en masse europæiske fodboldhold som begyndte at score mål. 1-0 til liverpool mod os og det romantiske øjeblik var passeret. Indtil jeg så manden. Manden jeg har tilbragt de sidste 6 år med. Manden som er min store kærlighed. Manden på 33 år, som står og ryster som om han havde abstinenser. Manden jeg lige om lidt skal giftes med.

Jeg kan ikke gentage et ord af hvad præsten sagde, for han var fuldstændig ligegyldig i momentet. At stå og kigge i min elskede i øjnene for en sidste gang som “kæreste” var dejligt. Jeg havde glædet mig meget til dette øjeblik og trods alt hvad det var sket, var alting perfekt. Perfekt på vores måde. Alt i vores liv har aldrig været efter en romantisk spillefilm med Brad Pitt og Julia Roberts og det var det her heller ikke. Det var bedre. Det var vores finurlige historie og helt sikkert ikke en oscar nominering værdig. Med ordene “Now you must present the rings” og ind ad døren kommer the best man, med ringene.