Gæsteindlæg: Du skal brænde, ikke brænde ud!

Når stress rammer dig, på den hårde måde…

Malene Kirkelund er 49 år og uddannet kok og konditor, og med mere end 25 års erfaring kan hun bryste sig med titler som chefkonditor ved Lego og senest køkkenchef ved Landal Green Park. Hun har i mange år haft fart på karrieren, indtil for et par måneder siden. For et par måneder siden gik det galt. Nedenfor er Malenes historie om hvordan hun kæmper med at komme af stress.

Jeg er blevet væltet med stress, fordi jeg ikke kunne sige fra, og fordi jeg ”fik lov” til at køre mig selv helt ned. Til dels er det min egen skyld. Fordi når man er passioneret omkring det man laver og bare gerne vil lykkes, så er det svært at sige fra. Men der er jo kun mig der kan gøre det – For på den anden side af skrivebordet sidder der en chef, der er styret af budgetter og det er ikke altid de formår at kigge op fra deres Excel ark.

Jeg sidder her et halvhundrede år senere føltes det, udbrændt og med diagnosen stress.

Folk er forskellige og bliver påvirket forskelligt. Jeg var ”Klar” i hovedet, ihvertfald arbejdsmæssigt til det sidste, for jeg havde kun et mål og det var at lykkes med det jeg lavede. Jeg ignorere de tegn på stress der langsomt begyndte at indfinde sig, men kroppen er en finurlig fætter og når man ikke vil ”lytte” til dens små hints, så måtte den jo markere sig så jeg forstod det 100%. Jeg blev sendt på hjerteafdelingen for “tik værket” var begyndte at opføre sig besynderligt. Meldingen var helt klar, det var stress. Kroppen reagerede også på anden vis, jeg fik trykken for brystet, tabte pusten, svimmel, kunne ikke koncentrer mig, ikke sove, min krop citerede konstant, jeg kunne ikke finde ro i noget, jeg var ked af det uden grund, ensom. Jeg var bare slet ikke den glade pige mere, som jeg altid har været. Jeg ”Sultede” mig selv levede af ½ liter drikkeyoghurt om dagen, for i mit hoved var der jo ikke tid til pause.

Selv når jeg stod stille, løb jeg virkelig stærkt.

Jeg pressede citronen ekstremt, de sidste 2 arbejdsdage ved jeg ikke hvordan jeg kom igennem, for jeg havde det ekstrem dårligt fysisk og ikke mindst psykisk. Jeg havde det som om en dværg på 200 kg, sad på ryggen af mig og pressede alt luften ud af min krop. Den sidste aften service i køkkenet var hård, rigtig hård. Da gæsterne var ude af restauranten, var jeg fuldstændig færdig. Jeg overlod resten af oprydningen til en af mine kokke. Jeg kunne ikke mere. Jeg satte mig ned i min bil for at køre hjem men jeg kunne ikke huske hvordan jeg kom hjem. Jeg er vokset op på de kanter og kender byen ind og ud, og alligevel kunne mit hoved ikke fortælle mig hvor jeg skulle hen. Nu var jeg nødt til at sige stop nu. Jeg informerede min arbejdsgiver, nogen tog det bedre end andre lad mig sige det på den måde.

En lang proces skulle nu til at i gang.

Jeg prøvede et hav af forskellige vidundermidler, til at finde min måde at komme af med stressen. De kloge folk sagde yoga var en af de ting som helt sikkert ville hjælpe. Men med en krop med en facon som en gotisk rundbue kirke, kan jeg vist rolig sige yoga ikke var min ting. Jeg endte jo med at ligge på ryggen som en hjælpeløs skildpadde, der ikke havde en jordisk chance for at komme op. Så det var absolut ikke vejen. En flodhest ville have mere succes med at gå til ballet.

I den pågældende periode var søvn ikke noget mit hoved følte man behøvede.

Ligeså snart mit hoved ramte puden havde min hjerne bestemt sig for at nu skulle vi sammen løse hele klodens problemer, uagtet klokken var 04 eller senere. Jeg prøvede derfor med mindfulness når jeg skulle sove og med høretelefoner presset op i ørene var jeg klar til at blive kureret. Ud af ørepropperne flyder en stemme der er så langsom og pisse irriterende som negle der køre hen over en tavle. Men jeg gir det en chance finder mig i manden siger, nu kan du ikke mærke dine ben – Hvor jeg bare ligger og tænker ”Åh jo det kan jeg godt, de stolper vejer jo 50 kg stykket” men bider det i mig og døser stille hen, indtil det pludselig blæser for fuld styrke ud i mine ørepropper ”Døjer du også med fodsvamp”?. Okay. Det kan godt være man skal droppe reklamerne i en mindfulness app. Jeg kan med garanti love dig at jeg ikke spekulere på fodsvamp kl 4 om natten. Så mindfulness blev heller ikke rigtig min ting.

Så kontaktede jeg min forsikring som havde en stress psykolog til mig.

Jeg ringede til Anders, en sød mand der sad på et kontor i hovedstaden. vi talte en times tid og han konkluderede hurtigt telefonisk hjælp ikke var nok. Jeg havde brug for en fysisk psykolog. Forsikringen ringede for at aftale formalia omkring alt. Jeg spurgte ind til hvor mange gange man skulle have for at blive rask. Forsikrings damen fortalte at man normalt havde 5 gange. Efter første gang konkluderede de at ubegrænset psykologhjælp var bedre til mig. Jeg var nok godt klar over at 5 sessioner ikke var nok, men det fandt de nok selv ud af på et tidspunkt. Min nye psykolog “Psyko Per som han hedder på min telefonliste” ringede til mig, og med læspende svag stemme, spurgte han mig hvordan jeg havde det. Jeg tænkte med den årelange uddannelse han havde, burde det svar egentligt være ret oplagt. Tydeligvis ikke. Jeg fortalte kort at jeg umiddelbart ikke havde det super og ellers ville denne samtale nok ikke finde sted. Ja, min humor var også forsvundet i stress forløbet.

Psyko Per en lille mand på 150 cm med let læspende stemme og et kæmpe vildmands skæg, han lignede en lille nisse og jeg kunne allerede fornemme det ville blive svært.

Psyko Per startede med at lave en latte til mig og brugte oceaner af tid på at undskylde at kroppens indhold ikke svarer til kroppens størrelse, unødvendig viden i min verden – Men hvad ved jeg det er jo ikke mig der er jo psykologen. Jeg har gået ved Per nogle gange nu og hver gang tænker jeg at nu er jeg frisk. Men hver gang formår han at kradse bare en lille bitte smule i overfladen og så ligger jeg hulkende på hans læder briks. Faktum er at det ligger noget og ulmer lige under overfladen, og jeg er på ingen måde frisk. I dag sagde Per “Malene du skal lære at være god ved dig selv” så jeg har åbnet en flaske zacapa rom og så er jeg denondelyneme god ved mig selv. I morgen når jeg har tømmermænd kan jeg tage en Panodil så er jeg også god ved mig selv. Spøg til side jeg ved hvad han mere, og det prøver jeg at praktisere. Det er faktisk en svære øvelse at være god ved sig selv. Det lyder banalt men jeg har glemt at ”være” i min stræben på at lykkes, og så går det galt hvis der ikke er balance i tingene.

Men det tager tid at komme sig over stress må jeg erkende og man bliver ramt af skam, skyld og dårlig samvittighed alt sammen følelser man ikke kan bruge til en døjt.

I den her proces er jeg nok kommet frem til at din værste fjende er dine egne tanker. Dine tanker er på ingen måde rationelle men min nye bedste ven Psyko Per siger “når du har de trælse tanker, skal du forestille dig at du er i en domstol og skal argumentere for og imod” og det prøver jeg. Men uagtet hvad udfaldet er, er det alligevel svært for mig ikke at tænke at jeg har fejlet. Jeg skammer mig, Jeg har ikke været tilstrækkelig eller dygtig nok og jeg ved det er sludder for det er ikke tilfældet, bevisbyrden siger jo noget andet. Men jeg vinder ikke kampen mod mine nedgørende tanker endnu. Nogle at de rigtig hårde ord jeg har fået med på vejen i dette sygdomsforløb, bliver ved med at brænde med neon bogstaver bag mine lukkede øjenlåg.

Så konklusionen er nu, at de negative tanker altid vil være der.

Jeg skal finde en måde at leve med de negative tanker på og holde dem nede Lade de sunde glade tanker fylde mest. Jeg prøver at fokusere på nuet, ligge det trælse bag mig og lade være med at bekymre mig om fremtiden. Jeg går ture alene og tager billeder, for det tvinger mig til at betragte det smukke der omgiver os i min søgen på det perfekte motiv og renser mit hoved for tanker. Jeg er også så småt ved at kunne tumle musik i mit hoved igen. Det går langsomt frem. Alt for mange mennesker og larm er stadig en udfordringer, men et lille skridt frem er også et skridt. Pas på jer selv ude i restaurationsbranchen, lige så fed den er lige så giftig kan den også være.

Definitionen på stress: Forvirringen der opstår, når dit sind tilsidesætter sit naturlige instinkt om at stikke en lussing til en person, der klart fortjener det!