Let's talk about Argentina wine 

Når fordomme bliver bragt til skamme – Anmeldelse af vores besøg i Buenos Aires

Jeg har aldrig været i Sydamerika og har egentligt aldrig drømt om at komme hertil – New York – Marokko – Sydafrika – Selv Harzen i Tyskland lyder mere fristende i mine øre. Jeg har altid troet det værste om lande som Argentina og jeg var faktisk sikker på, at jeg skrev min dødsattest da jeg bookede et fly til Buenos Aires sidste år. Imens jeg sidder her og skriver dette, bliver jeg faktisk lidt træt af mig selv. Trist over at tro det værste om lande som jeg ikke har været i før. Jeg var sikker på det var et piss-farligt land og jeg har i den anledning købt 3 “hidden” bæltetasker for at være sikker på mine ejendele ikke blev stjålet. Jeg har sågar investeret i privatchauffør, for hvis jeg selv skal sige det, kunne vi da være et potentielt voldtægtsoffer. Men kort sagt er alle mine fordomme blevet manet til jorden og jeg må erkende at man ikke skal tro på alt hvad man læser på nettet.

Hjemmefra havde vi læst alt om de byer vi skulle til og især læst om risiciene ved at færdes i byerne, alene. 2 blege forholdsvis good-looking danske ungpiger. Ja, ligemeget om vi smurte sovsekulør i ansigtet ville vi stadig blive genkendt når vi gik på gaderne med et kæmpe udfoldet kort og ansigter der bærer præg af panik, fordi vi under ingen omstændigheder kan finde vej. Især vores mødre var nervøse og kunne ikke gentage nok gange at vi ikke skulle gå med fremmede mørke latino fyre hjem fra byen eller proppe narkotika op i endetarmen, hvis vi fik det tilbudt. Det gjorde os nok mere urolige at de også var det, men de vidste nok inderst inde, at vi er ordentlige tøser som ikke kunne finde på noget af ovenstående. Så skal han edderbrodereme ihvertfald se godt ud. Ej spøg til side, vi er ordentlige tøser og ved hvad vi må og ikke må, men derfor sad vi stadig med en følelse af, at det var farligt at tage afsted. Efter at have læst flere historier om røverier hvor man ikke må kigge gerningsmanden i øjnene, for ellers skød de bare en – var vi klar til afgang.

Vi ankom ved hotellet i Buenos Aires ved 9 tiden og vi besluttede os at gå ud og få noget morgenmad. Vi kendte ikke området men vi havde læst hjemmefra, at Palermo var en ordentlig bydel og derfor turde vi godt at gå et par 100 meter fra vores hotel. Allerede der fandt vi ud af hvor stille og rolig byen var og at der var ingen fare på færde. Ingen mænd som kiggede lusket på os eller noget andet. Vi gik faktisk i flere timer og så byen vågne fra sin lørdags brandert. Vi fandt en café som vi slog os ned på og nød den Argentinske stemning ved det lokale marked som vi havde fundet.

Dagen efter var vi med guide rundt i byen hvor vi talte om sikkerheden. Selvfølgelig er der steder du ikke skal gå, ligesom i ethvert andet land, men derudover er det blevet et mere sikkert land de seneste år. Næsten på hvert gadehjørne er der en politimand som holder øje og jeg har heller aldrig været i et land med så mange politibiler kørende rundt for at holde ro og orden i gaderne. I de korte 4 dage vi har været der, har vi følt os så trygge og mine 3 bæltetasker blev ikke fundet frem en eneste gang.

En sidste fordom vi havde, var hvordan byen så ud. Hjemmefra havde jeg forestillet mig en by med skrald på gader og stræder og gamle faldefærdige bygninger fordi landet er så fattigt. Men igen her havde jeg et helt forvrænget syn af byen. Jeg tror faktisk det er en af de reneste byer jeg har været i ikke mindst den grønneste. Med parker overalt, fugle der gladeligt synger og kæmpetræer som skyggede tiltrængende for solen, er byen fuldstændig unik. Bygningerne er udsmykket med de fineste franske krummelurer og altaner med blomster der hænger ned langs væggen. Byen summer af liv og vi skal helt sikkert tilbage.

Gør jer selv den tjeneste at tage hertil. Selvom i måske ligesom mig, aldrig havde drømt om det.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Let's talk about Argentina wine