At mærke efter i det nye år..

For en måneds tid siden burde jeg være den lykkeligste woman i hele verden, eller okay ihvertfald i Danmark så – But that’s not how my chubby body was feeling.

2019 er ved at være ovre og det er ved at være tid til den obligatoriske nytårshilsen til venner og bekendte. I ved, den der hilsen hvor man lige understreger hvor glad og lykkelig man er, og ens år har faktisk kun været en dans på gensplejset roser uden tykke torne. Men sådan er livet jo ikke altid for alle og det skal vi huske. Jeg tror alle møder modgang i ny og næ som vi skal huske og dele med hinanden, så vi ved der ikke er nogle der står alene om det – Og det budskab vil jeg gerne dele med jer i min deprimerende nytårstale.

2019 har været god ved mig – Jeg blev færdig med min uddannelse – Min mand og jeg var ved at være på plads i drømmehuset – Jeg fik et alletiders job – Mine bedste venner holder et brag af en polterabend for mig – Jeg blev gift med verdens (måske) rareste mand i USA med den tætteste familie – 3 ugers bryllupsrejse i en bil på snoede landeveje i USA og ingen planer. Okay – am I the luckiest girl in tha world or what? Og alligevel havde jeg lyst til at gemme mig væk i mørket med en spand nutella og en poleret sølv ske og spise mig selv ihjel. For jeg var ikke særlig glad.

Mit drømmejob, som jeg var ellevild for at have fået efter endt uddannelse, gjorde mig ikke glad. Jeg lyttede ikke til min mavefornemmelse i lang tid og selvom der egentligt ikke var noget galt med arbejdspladsen, var det altså bare slet ikke mig. Jeg prøvede og prøvede ihærdigt for at kunne lide jobbet, men små ting jeg ikke kunne forholde mig til blev store ting og store sten i maven på mig der rullede frem og tilbage. Jeg turde ikke at sige stop og lytte til min rumlende mavefornemmelse. Jeg havde jo hus og bil som skulle betales og så kunne jeg ikke bare sige op.

En efterårsaften kom jeg hjem og havde så ondt i maven og havde lyst til at drukne mig selv i bruseren. Jeg lagde mig ind i sengen og scrollede op og ned imens instagram tøsernes ligegyldige perfekte liv strålede – Depri much. Lige indtil jeg faldt over et blogindlæg fra Julie Elsebeth som jeg er piss-meget fan af, som hun selv ville formulere det. Gå lige ind og læs blogindlæget her: http://julieelsebeth.dk/jeg-har-truffet-en-vanvittig-beslutning/. Selvom vi slet ikke havde samme historie synes jeg det var så sejt hun lyttede til hendes mavefornemmelse og sagde op. Det gjorde at dagen efter, sagde jeg farvel til mit “drømmejob”. Jeg ville og kunne ikke mere. Efter et tiltrængt kærligt spark bagi fra et blogindlæg som var sendt fra himmelen, var jeg klar til at indse det.

Nu stod jeg uden job og stadig regninger der skulle betales, samt en jul med gaveregn og flæskesteg hængende over hovedet. Jeg tog 2 uger hvor jeg lagde derhjemme, så alle serie på netflix, spiste kinder chokolade og egentligt bare mærkede efter hvad JEG havde lyst til at lave – Jeg kan fortælle jer at opvasken og vasketøjet ikke var på den liste. Som sendt fra himmelen ringede min gamle chef og spurgte om jeg ville give en hånd ude på mit gamle arbejde, med de mest fantastiske kollegaer i verden. Ja tak sagde jeg med det samme og jeg har været der siden. Ingen fast kontrakt, bare hjælpe til og gøre noget som kun gør mig glad. I sidste ende lyttede jeg til min mavefornemmelse med hjælp lidt fra de sociale medier. Det er jeg taknemlig for den dag i dag.

“I det nye år vil jeg være en bedre udgave af mig selv. Jeg vil tænke på miljøet ved at kun spise økologisk og ingen kød. Jeg vil være en bedre kone som tager opvasken og vasketøjet hverdag samt nusse mussefar i søvn hver aften. Jeg vil løbe mindst 10 km om dagen og tage 360 mavebøjninger så jeg kan få samme former som Kim Kardashian. Jeg vil ikke bruge sociale medier fordi det gør en dum og det kræver strøm som jeg heller ikke ynder at bruge. Jeg vil aldrig flyve mere og mine rejser fremover vil foregå på cykel” – Bullshit. Jeg vil bare være glad.

God nytår og jeg håber i får det dejligste 2020 med kærlighed og latter – Det er det der tæller.