The one with the stolen jacket

De fleste her i verden er ikke venner med mandage – og med god grund. Det er hårdt at vågne – hårdt at tage på arbejde – hårdt at arbejde – hårdt at komme hjem og lave mad til familien. Mandage skal bare overstås hurtigst muligt.

Jeg har tænkt mig hver mandag at skrive en god historie, en pinlig historie en anekdote fra mit forvirrende liv – For at gøre jeres mandag bare 1 % bedre. Hvis i har nogle historier i vil dele, skriv en kommentar og så tager jeg dem med næste mandag. Hver pinlig, rørende, sjov, lorte historie tæller – We must stick together at mondays.

If monday had a face – this would be it

Denne uge har jeg tilegnet New York – min store kærlighed – Sorry Mussefar. Derfor vil der komme et indlæg hver dag indholdende tips og tricks til at begå sig i “the city that never sleeps”. Hvis i har spøgsmål eller ideer til hvad i godt kunne tænke jer at vide, må i gerne skrive en kommentar nedenfor.

The one with the stolen jacket..

Mandagens pinlige historie udspiller sig en kølig eftermiddag i New York, 2015. Jeg havde taget et sabbatår efter 3 piss-kedelige år i gymnasiet og Morten blev 30 det år – Let’s celebrate in New York city! Dagen før hans fødselsdag tænkte jeg at jeg lige ville gøre lidt ekstra ud af mig selv og derfor tog jeg hen på den lokale beautybix i Soho. Efter en lang snak frem og tilbage viste det sig at de ikke kunne trylle. Mine teenage bumser blandet med brune fregner og dobbelthage kunne de ikke gøre noget ved, men de ville dog prøve at gøre noget ved det fedtet skandinaviske leverhørmer hår der sad i en rodet knold. Efter et par timer mente de at de havde gjort alt hvad de kunne for at jeg lignede en blanding mellem Heidi Klum og Pamela Anderson – Dog hverken Pamelas bryster eller Klums lange ben havde jeg fået, men mit hår var da ok.

Da jeg skulle betale på mit plastikkort fik jeg et chok. De havde sagt det ville koste mellem 90 – 150 $ og pludselig var det rendt op i 250 $ (Og jeg havde altså stadig ikke fået plastik patter!). Jeg så dog en udvej. Min far havde givet mig hans kreditkort før vi tog afsted og sagde at det kunne bruges i en nødsituation.. Det måtte dette jo være? Jeg betalte tog min jakke og gik med hastige skridt ud i vrede. Jeg følte mig snydt.

Jeg skulle dampe af og tænkte jeg ville gå hele vejen hjem. Da jeg var nogenlunde halvvejs begyndte det at blive koldt. Jeg tog jakken på. Jeg havde ikke fået Pamelas patter og alligevel var jeg blevet større, jeg kunne ihvertfald ikke passe jakken. Jeg kiggede på den og så det slet ikke var min. Det var en ret lækker læderjakke dog i str. S og da jeg på ingen måder er en str. S var det nok alligevel ikke noget for mig. Derudover lagde der en pung i. Jeg skyndte mig tilbage.

Da jeg kommer ud foran beautybixen står en kunde og snakker med politiet “Shit-Okay-Nu er jeg kriminel-Jeg bliver anholdt- Kommer i American fængsel-Dør i USA-Vi skulle ud og spise på en ret nice restaurant-Fuck-Fuck-Fuck”. Jeg går langsomt derhen og frisøren som havde reddet mit leverpostej hår peger på mig. Politiet kommer over og spørger om det er min jakke. Jeg siger nej og forklarer på gebrokken engelsk at jeg havde taget den forkerte og det hele er en stor misforståelse. Damen hvis jakke det var tager den ud af hænderne på mig og begynder at tælle pengene i hendes pung. Der manglede heldigvis ikke noget. Jeg får min jakke og hun får hendes. Alt det fuckning postyr for en jakke tænker jeg. Den søde politimand fortæller mig senere det var en Valentino jakke til 30.000 kr. og i hendes pung var der vist også et pænt beløb i. Jeg tog min Only læderjakke til 300 kr. og gik hjem.